Poetisk Parloir - Aarbog 2015

"Aarbog 2015" er anden del i triaden af "Aarbog 2014", 15 og 16, der trefold belyser den kommende posthumanitet. Den fjerne nćre fremtid mennesket "begynder at 'lego' Livets Byggesten", altsĺ den frie leg med gener, biotech og psykotrop farmaka, for at skabe det forbedrede, optimerede, lykkeligere menneske: HOMO-version-II. 2015 Temaer: (i) (a) Gives en menneskelig essens? (b) Freud und »das Unheimliche« (c) Blodets baand og genetik . (ii) hiint kommende overmenneskes moralske forhold til det oprindelige, ringere, bedagede menneske. Men, nĺr denne leg for alvor fćnger an, nĺr vi manipulerer med gudskaberens vćrk eller Darwins evolution - hvad er vi da egentlig i fćrd med? Og implicit, hvad risikerer vi? er de spřrgsmĺl Aarbog 2015 tager livtag med i ulige vinkler af litteratur, kunst, film, filosofi og videnskab. Slig kartografi bringer "Centrale post- og transhumanistiske temaer til overfladen... Dybe problemstillinger som: Hvad vil det egentlig sige at vćre menneske versus det ikke at vćre menneske? Gives der en essens? en fast, absolut og uoverskridelig kerne, eller er homo en plastisk, dynamisk střrrelse?" Det dykker vi ned i via H.C. Andersens eventyr »Den lille Havfrue« (1837). Hiin skřnmř skifter nemlig gestalt, vćsen og vćren - som de hippe transhumanister i den fjerne nćre fremtid, nĺr de hoppe til HOMO-version-II, ad libido, ad libitum. "Den lille havfrue forbliver verliebt, verliert und verlockt i menneskehed og prinds, og forfřrt - i en aura af »Hvo ikke vover, ikke vinder« - opsřger hun havhexen, datidens trolddomskraft ud i biotech og genetik. En handel indgĺs, og den uberřrte jomfru bliver nu modificeret, transskriberet og translateret om til et vćsen med to ben, to střtter - ergo et menneske, »i jagten pĺ det bedrede liv, lykken og lćngslers fylde.«" Nuvel, den posthumanistiske ćra synes at svinge mellem utopi og dystopi; sĺledes oscillerer eventyret mellem lykke og ulykke. Det bringer stof til eftertanke. - Og endvidere, uhygge. Derfor sonderer Aarbogen psykologiens skakt-og-skatkammer med Freuds afhandling »Das Unheimliche« (1919). For der gives almindelig hyggelig uhygge, og sĺ dyb, pur uhygge. Og spřrgsmĺlet pikker os, pukker, hvilken indlejrer den vordende posthumanistiske epoke? - Den trĺd vi trćvle. »Og nogen eller noget skal dř!« siger De! Enig. Ja, der er tilstrćkkeligt fynd at fange, at fćnge, i fundet af fremtiden; dén vi sammen udgrunde, De og jeg Lieber Leser. Om De třr! Atter lřbe med - ud i existensens potentielle 'functio laesa'.